Gerlev indsamler over 200.000 kroner til Ukrainske familier

By Gerlev Idrætshøjskole
12/04/2022

Efter en uge, der har været spækket med indsamlingsaktiviteter på tværs af skolen, kulminered¬e Gerlev Idrætshøjskoles indsamling for ukrainske familier på flugt lørdag aften med det største beløb til dato på hele 235.000 kroner.

235.000 kroner er mange penge. Penge, der nu sendes direkte og ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp – øremærket til at hjælpe mennesker på flugt fra krigen i Ukraine. Beløbet er bl.a. indsamlet igennem en elevauktion og et stort 24-timers-løb, hvor der samlet blev tilbagelagt over 8200 kilometer.

24-TIMERS-LØB EN SUCCES – IGEN

Det er anden gang, at Gerlev Idrætshøjskole løber for fællesskabet og for at gøre en forskel. I foråret 2021 løb eleverne for første gang, og her samlede højskoleeleverne i alt hele 148.000 kroner ind til Skælskør Julemærkehjem.

I år var målet samlet set at indsamle 100.000 kroner og i gennemsnit løbe 30 km pr. elev. Eleverne fik dog langt flere kilometer i benene end forventet, samtidig med at donationerne strømmede ind. Derfor endte det samlede beløb også på hele 235.000 kroner.

– Wow, det har været en vild oplevelse. Alle har spillet en vigtig rolle i fællesskabet omkring at stå de 24 timer igennem. Det giver mening og håb at mærke hinandens drivkraft og motivation for at hjælpe andre, siger Morten Zacho, højskolelærer og initiativtager til 24-timers-løbet, og fortsætter:

– Det er imponerende, at vi igen i år har oplevet så stor opbakning fra nær og fjern. Jeg er stolt over, at vi med donationerne og elevernes fantastiske indsats kan bidrage til Dansk Flygtningehjælps indsats, der hjælper mennesker på flugt fra krigen i Ukraine. En stor tak til alle, der har bidraget til, at vi er lykkedes med at indsamle så flot et beløb, slutter han. 

GERLEV-AUKTION SLÅR REKORD

Alt fra køkkentjanser, massage, lærere som vækkeur, frisørsalon, personlige digte, strygning af skjorter og klaverundervisning var på salgslisten, da eleverne havde arrangeret en auktion i forbindelse med indsamlingen.

Aftenen var intet mindre end en kæmpe succes, som stod på store grin og masser af høje beløb. I alt indbragte auktionen på én og samme aften hele 23.960 kroner, som udelukkende var af elevernes egne midler. Dermed slår auktionen, ligesom 24-timers-løbet, alle rekorder – og det totale indsamlingsresultat er da heller ikke gået ubemærket hen hos Dansk Flygtningehjælp:

– Stor tak for hjælpen og fedt at se de unges engagement og kreativitet. Også en stor en stor tak til hver og en, der donerer. Det er blevet til rigtig mange penge – hver en krone gør en forskel i vores arbejde med at hjælpe mennesker på flugt fra krigen i Ukraine, siger Jens Engedal, projektleder hos Dansk Flygtningehjælp.

Posted on 12/04/2022 by Gerlev Idrætshøjskole